Dopingmidler gennem historien…

At mennesker bruger stoffer til at skabe bedre præstationer, er ikke noget nyt. Hele vejen op gennem historien er præstationsfremmende midler blevet taget i brug.

På sin vis er doping historisk set noget ganske nyt. For blot 40 år siden var der ingen testning og kun få diskussioner om brug af dopingmidler inden for sport. I løbet af 1960’erne var der en del dødsfald blandt sportsfolk som følge af dopingbrug. Især derfor begynder man på det tidspunkt at opfatte doping som et alvorligt problem, og begynder at bekæmpe doping. Først herefter bliver det forbudt at dope sig med fx amfetamin. Så man kan ikke tale om doping i betydningen brug af forbudte præstationsfremmende stoffer før da.

I gamle dage
Selvom det først var i det 20. århundrede, at doping blev et kendt og omdiskuteret fænomen, har præstationsfremmende stoffer været anvendt i mere end 5000 år.
Allerede dengang anbefalede kinesiske læger idrætsudøvere at tage visse udtræk for at styrke hjertet i forbindelse med idrætsudøvelse. Mennesker har siden hen brugt en række forskellige stoffer i forsøget på at forbedre deres præstationer.

I forbindelse med de klassiske olympiske lege i oldtidens Grækenland forsøgte atleterne at styrke sig ved at drikke forskellige blandinger, som indeholdt vin og spiritus, og ved at spise svampe og planter med euforiserende virkning.

For at blive hurtigere, stærkere og mere udholdende drak de gamle egyptere blandinger, som bestod af pulveriserede æselhove kogt i olie og tilsat rosenblade og rosenknopper.

Gladiatorerne i Romerriget, som ved offentlige festspil kæmpede mod hinanden eller imod vilde dyr foran titusindvis af tilskuere, brugte ligeledes stimulerende stoffer. Både for at komme sig hurtigere over skader og for at få mere styrke til at udholde smerter og strabadser under tvekampene. De fik endog deres heste til at spise stoffer, som fik dem til at løbe hurtigere.

Når medlemmer af Inka-folket skulle udføre særligt krævende aktiviteter, tyggede de koka-blade. Og på vores egne breddegrader spiste vikingerne rød fluesvamp inden de skulle i kamp. Den euforiserende virkning af svampen fik vikingerne til at kæmpe så vildt, at de blev kaldt ”bersærkere”.

Faktisk kan man igennem hele historien og fra alle egne af verden finde eksempler på, at folk har forsøgt at finde en ”trylledrik” – en genvej til at klare sig godt.

I 1800-tallet
I nyere tid har præstationsfremmende midler været brugt siden midten af 1800-tallet, hvor den moderne sport opstod. På det tidspunkt blev en kemiker fra Korsika ved navn Angelo Mariane kendt for at lancere en drik, som han kaldte ”vin for atleter”. Den bestod bl.a. af udtræk fra kokablade blandet op i vin, og den skulle give større udholdenhed. Det var især franske cykelryttere, som drak ”vin for atleter”.

Men præstationsfremmende midler var heller ikke dengang kun noget, cykelryttere tog. Fx skulle kanalsvømmere have anvendt koffein i forbindelse med konkurrencer i Amsterdam i 1860’erne.

I 1900-tallet
Omkring århundredskiftet skete der et boom i brugen af præstationsfremmende midler. Da begyndte pengene nemlig at indtage sporten i form af spil på heste, cykelløb og andre sportsbegivenheder.

Det var også i begyndelsen af 1900-tallet, at opiumsplanten blev importeret fra Asien til Europa. Herfra udviklede man stofferne heroin og morfin, som man anvendte som bedøvelsesmidler og som smertestillende medicin. Sportsfolk tog dog også hurtigt de nye lægemidler til sig. Fx var den professionelle boksning i starten af 1900-tallet præget af brug af morfin og heroin. Bokserne tog dog ikke stofferne for at få mere styrke, men for at kunne udholde de smerter, som var forbundet med deres sport.

Et andet meget anvendt stof var stryknin. Stryknin er et meget giftigt stof, der i dag hovedsageligt benyttes som rottegift. I små doser kan det øge ens udholdenhed. Men grænsen mellem den dosis, som virker præstationsforbedrende, og en dosis, som slår et menneske ihjel, er smal. Derfor har eksperimenter med stryknin kostet flere sportsfolk livet helt frem til 1950’erne. Men stryknin er ikke længere aktuelt som præstationsfremmende middel pga. de store fremskridt, som lægevidenskaben har gjort.

2. Verdenskrigs betydning
Fra omkring 1920’erne begyndte man at kunne fremstille syntetiske stoffer, dvs. kunstige stoffer, der er kemisk fremstillet i et laboratorium.
Og under 2. Verdenskrig kom de for alvor i anvendelse. Da begyndte såvel Tyskland som England og USA at give deres soldater stimulerende stoffer som efedrin og amfetamin. Stofferne blev systematisk brugt til at holde soldater vågne under deres vagter, til at udskyde trætheden under natflyvninger, i skyttegravene osv.

På militærhospitalerne begyndte man at eksperimentere med anabole steroider. Man blev opmærksom på, at de kunne hjælpe sårede til at komme sig hurtigere. Sårede soldater, der fik anabole steroider, kunne fx hurtigere tage på i vægt og komme sig ovenpå operationer. Efter krigen tog idrætsfolk både de anabole steroider og de stimulerende stoffer til sig. Op igennem 1950’erne accelererede brugen af anabole steroider. Især efter at man opdagede deres anabole effekt, dvs. deres vævs- og muskelopbyggende virkning

Herefter gik det stærkt. Udviklingen af nye lægemidler gik stadigt hurtigere, og idrætsfolk blev stadigt bedre til at udnytte de muligheder for præstationsforbedring, som de nye lægemidler gav dem. Den udvikling er fortsat til den dag i dag på trods af, at idrættens organisationer de sidste 40 år har gjort en stadig større indsats for at komme dopingen til livs, bl.a. via oplysningskampagner og dopingkontrol.