Fusk med blod…

EPO en genvej til at holde en højere fart i længere tid, men hvad er bivirkningerne egentlig ved at bruge det?

EPO er uden tvivl et af de mest kendte dopingmidler. Det skyldes mere end noget andet dopingskandalen omkring cykelløbet Tour de France i 1998. Det var belgieren Willy Voet, der fik dopinglavinen til at rulle. Få dage før løbets start blev han stoppet på den belgisk-franske grænse, og politiet fandt 400 ampuller med blandt andet EPO og anabole steroider i hans bil. Voet påstod først, at dopingstofferne var til eget brug. Men han måtte til sidst indrømme, at de var beregnet for cykelholdet Festina, som han arbejdede for. Det kom frem, at holdets stjerner i årevis var blevet systematisk dopet med blandt andet EPO. Dopingen var blevet sat i system af holdets sportsdirektør og holdets læge.

Tour de France i 1998 blev i det hele taget et af de mest skandaleramte cykelløb nogensinde, og det fik en undrende omverden til at spørge: Hvad Søren er EPO?

Hvad er EPO?
EPO er en forkortelse for erythropoietin.
Det er et hormon, som dannes naturligt i et raskt menneskes nyrer. EPO giver signal til knoglemarven om at lave røde blodlegemer, som indeholder hæmoglobin. Hæmoglobin er blodets jernholdige, røde farvestof. Dets rolle er at transportere ilt til alle kroppens organer. Ilten bindes til hæmoglobinet i lungerne og bliver så transporteret med blodet. Stoffet er derfor afgørende for, at ilten bliver bragt fra lungerne og ud til musklerne, som skal bruge ilt for at kunne arbejde.

EPO som lægemiddel
De sidste 15 år har man lavet syntetisk (dvs. laboratoriefremstillet) EPO ved hjælp af genteknologi. Det anvendes som lægemiddel til behandling af patienter med kroniske nyreskader, hvor der opstår blodmangel på grund af for lav produktion af naturligt EPO. Ved indtagelse af EPO kan man øge mængden af røde blodlegemer i kroppen. Effekten kan holde sig i to til tre uger.

EPO som doping
Når EPO anvendes til doping, er formålet det samme, som når det anvendes som lægemiddel - nemlig kunstigt at øge mængden af de røde blodlegemer i kroppen. Jo flere røde blodlegemer, der er i blodet, jo mere ilt kan blodet føre ud til alle kroppens organer. Muskelarbejde kræver en stor og konstant tilførsel af ilt. Det er en forudsætning for, at musklerne kan blive ved med at arbejde. Jo mere ilt, de arbejdende muskler får, jo hårdere kan de arbejde. I udholdenhedsidrætter som fx langrend og cykling betyder det, at man kan holde en højere fart i længere tid. Helt konkret kan man vha. af EPO øge sin iltoptagelse med helt op til 10 procent. Det gør, at udholdenheden for eksempelvis en cykelrytter eller en løber bliver stærkt forøget. En anden grund til, at EPO har været flittigt brugt, er den hurtige udskillelse af stoffet. Kroppen skal ikke bruge ret lang tid, før en dopingkontrol ingenting kan afsløre. Derfor har det internationale cykelforbund, UCI, indført en sundhedstest for at beskytte rytternes helbred. Man har valgt at sige, at rytterne ikke må have en hæmatokritværdi på over 50.

Hæmatokritværdien er den procentdel, som de røde blodlegemer udgør af blodet. Testene foretages, før løbene starter, og ryttere med hæmatokritværdier på over 50 får ikke lov til at komme til start. Først efter en karantæneperiode på 14 dage og efter, at yderligere tests har vist, at værdien er nået under 50, må de komme til start igen. 
Hos raske, unge mennesker udgør de røde blodlegemer normalt ca. 40-45%. I kvinders blod er andelen af røde blodlegemer sædvanligvis lidt lavere.

I dag benyttes EPO i de sammenhænge, hvor bloddoping tidligere blev anvendt. Man kan sige, at bloddoping er den gammeldags måde at øge antallet af røde blodlegemer i kroppen på.

Man bloddoper ved at tage noget blod ud af kroppen, skille de røde blodlegemer fra og nedfryse dem. Kroppen gendanner selv den fjernede mængde i løbet af et par uger. Så føres de gemte røde blodlegemer tilbage i kroppen. På den måde kan man kunstigt øge mængden af røde blodlegemer. En blodtransfusion fra en anden person har samme virkning, men er mere risikabel, fordi man kan overføre sygdomme gennem blodet.

Siden EPO kom på markedet, er bloddoping blevet langt mindre udbredt. Ved hjælp af EPO opnår man nemlig den samme virkning meget nemmere.

Bivirkninger
Doping med EPO og bloddoping har de samme bivirkninger. Begge dele indebærer en alvorlig risiko for idrætsudøverens helbred.
I perioden 1987-1991 blev 18 uforklarlige dødsfald blandt hollandske og belgiske cykelryttere knyttet sammen med brug af EPO.

Når andelen af røde blodlegemer i blodet stiger, bliver blodet bliver tykkere (øget viskositet), og blodet flyder derfor langsommere rundt i kroppen. Det giver forhøjet blodtryk. Især under fysisk anstrengelse stiger blodtrykket voldsomt, og der er akut risiko for sprængning af blodkar. Det tyktflydende blod giver øget risiko for blodpropper. Især om natten, hvor blodtrykket er lavere, kan de opstå. Det er blandt andet derfor, at UCI har indført en hæmatokritgrænse på 50.

Da EPO er et relativt nyt dopingmiddel, som ikke har eksisteret i mange år, kender man ikke til stoffets langtidsbivirkninger endnu. Der er dog god grund til at frygte, at de er alvorlige.