FSA - Folkeskolens afgangsprøver

Klageprocedure

Til FSA-oversigt


Reglerne fremgår af prøvebekendtgørelsens kapitel 10.

Klager over forhold ved folkeskolens afsluttende prøver indgives af eleven eller elevens forældre til skolens leder. Klagen kan vedrøre prøveforløbet, herunder eksaminators og censors dispositioner, og bedømmelsen af prøven. Til brug for klagen kan skolens leder udlevere en kopi af den stillede opgave samt ved skriftlige prøver en kopi af elevens besvarelse til klageren.

Behandling af klager er underlagt forvaltningslovens regler om blandt andet partshøring og begrundelse for afgørelser mv.

Hvordan indgives klagen
En klage kan indgives skriftligt eller mundtligt. Indgives klagen mundtligt, skal skolens leder gøre notater om klagens indhold. Skolens leder kan i forbindelse hermed søge at afklare eventuelle uklarheder i klagens indhold.

Skolestyrelsen anbefaler, at klager over forhold ved folkeskolens afsluttende prøver indgives skriftligt.

Der er ikke fastsat nogen frister for indgivelse af klager.

Vurdering af klagen
Skolens leder afgør, om klagen skal
   1)  afvises som åbenbart grundløs eller
   2)  behandles.

Afgørelse
Skolens leder træffer efter høring afgørelse i sagen. Afgørelsen kan gå ud på
   1)  Ombedømmelse
   2)  Omprøve
   3)  Ikke medhold.

Noter og udtalelser
Bedømmerne skal ved mundtlige prøver gøre notater om præstationen og karakterfastsættelsen, jævnfør prøvebekendtgørelsens § 27, stk. 3. Bedømmernes noter må anses for interne arbejdsdokumenter og er derfor ikke omfattet af forvaltningslovens regler om aktindsigt.

Bedømmernes udtalelser i forbindelse med en klagesag er omfattet af forvaltningslovens regler om aktindsigt, hvilket vil være hensigtsmæssigt at oplyse ved skolelederens anmodning om en udtalelse.

Klageadgang
Skolelederens afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.


Klageprocedure grafisk fremstillet:

Til FSA-oversigt


Sidst opdateret den 12. april 2011