Bjæverskov: Den lille Ledøje Kirke var - selvfølgelig - stuvende fuld, da forhenværende skoleinspektør ved Skovboskolen Knud Erik Larsen blev bisat fredag den 1. april. Han fik fred efter en lang og streng sygdomsperiode - kun 69 år gammel.
Vi, som kendte Knud Erik Larsen gennem så mange år, føler stor medfølelse for hans hustru, Inge, og hans øvrige familie. Knud Erik var nemlig et af de virkelig givende mennesker, der fyldte og rummede så meget og gav sine nære og os andre af sit overskud.
Han var - selv om det er et stort ord - den perfekte skoleleder. Hver dag var han på skolen klokken 7.00. Der var altid noget, der kunne gøres, inden resten af staben og eleverne ankom. Der var orden i sagerne på skolen, og han arbejdede altid med nye idéer for at gøre skolen til den bedste. Lærerne satte meget stor pris på Knud Erik som leder, kollega og som menneske.
For eleverne var der ikke noget faretruende ved at blive »sendt ned til inspektøren«. De respekterede ham, men de holdt også meget af ham.
- Hej, Knud Erik! lød det, når de mødte ham på gangen eller i byen.
Undervise kunne han, og de få timer, en skoleleder kan passe ind i sit arbejde, elskede han. Knud Erik kom altid nynnende og glad tilbage til kontoret efter timerne. At undervise i tysk var det bedste, han vidste, og eleverne lærte meget.
Han forstod at støtte og opildne lærerne til at yde deres bedste og havde altid et rosende ord til dem. På kontoret var der, selv på de mest stressende dage, en god og afslappet stemning. Fredag eftermiddag, når alle andre var gået hjem, kunne vi sidde lidt og nyde en øl eller en kop kaffe, mens vi talte om den forgangne uge og om den kommende for at blive lidt klogere på, hvad der var lykkedes godt, og hvad vi kunne gøre bedre.
Knud Erik havde en masse interesser. Han elskede musik, mest klassisk - og især opera, som han med sin smukke stemme og sin musikalitet levede sig stærkt ind i. Han var sammen med sin hustru et meget skattet medlem af Næstvedkoret. Haven blomstrede og var fyldt med planter, som blev omtalt med deres latinske navne. Han kunne lide at kokkerere, og han var virkelig god til det!
Hans børn og børnebørn var en stadig kilde til hans livsglæde, og han så hver gang intenst frem til, han skulle se dem. For os gamle skolekolleger og pensionister var han en kær og velkommen ven i vore møder. Vi vil savne ham meget.
Vore tanker går til Inge, som var en enestående og uvurderlig støtte for Knud Erik gennem hans sygdom.
Knud Erik vil blive ved med at fylde meget i vores erindring og i vore samtaler. Vi ved, at alle de, der kom i berøring med ham, helt selvfølgeligt vil sikre, at disse slutord ikke bliver tomme: Æret være Knud Eriks minde.

På pensionisternes vegne

Kirsten Schiøler og
H. J. Therkelsen

Fra: Dagbladet - torsdag den 7. april 2005.