Pigerne var bedre end drengene

Årets cyklistprøve i går for fire klasser med 6. klasse elever fra Vemmedrupskolen og Skovboskolen viste, at flere elever langt fra er gode nok i trafikken.

  Landbetjent Jim Petersen undersøger det tekniske udstyr
  på cyklerne hos Denise Færgegaard og Marie Carstens.
  De to piger blev bedst fra Skovboskolen.
 
Skovbo Syd: Det er tid for de årlige cyklistprøver rundt om på skolerne for eleverne i 6. klasse, og i går var det 80 elevers tur i Skovbo Syd med udgangs-punkt fra Skovboskolen. Her samledes 80 elever fra Vemmedrupskolen og Skovbo-skolen - fire klasser i alt - fra morgen-stunden. Færdselslærer Mette Bruun stod klar med sine Skovboskoleelever, og færdselskontaktlærer Gosta Lilja kom kørende fra Vemmedrupskolen med sine elever.
Og så gik det løs. Mens nogen af eleverne blev sendt til teoriprøve, gik et andet hold i gang med den praktiske prøve. Eleverne blev sendt afsted én efter én rundt om på en fire-fem kilometer lang rute i Bjæver-skov af Skovbo Syds nye landbetjent Jim Petersen, der hermed fik sin debut til en cyklistprøve.

Intet køreforbud
Forinden havde han været ude på skolerne og fortælle om færdselsloven, og eleverne havde fået vist film. De var således godt forberedt, men det var ikke ensbetydende med, at alle tog prøven lige alvorligt. Jim kunne dog konstatere, at de rent tekniske ting på cyklerne stort set var i orden - bremserne virkede, for eksempel, mens enkelte manglede nogle reflekser og ringeklokker. Der var således ingen, der fik køreforbud denne gang.
Rundt om på poster stod lærere og 8. klasse elever stationerede og førte regnskab med de yngre elevers færden på veje, cykelstier og i kryds. Sandie og Michelle fra 8.A var blandt de udstationerede elever, og bagefter sad de på lærerværelset og talte pointene sammen.
- Det var faktisk lidt sjovt at se, hvordan de gjorde derude, også når de kørte forkert, siger Michelle.

  En stor del af prøverne blev af-
 viklet med 8. klasse elever som
 kontrollanter og pointtællere.
 Her ses Michelle fra 8.A og
 Phillip fra 8.B i færd med at gøre
 status efter den praktiske
 cyklistprøve.
Fejlene
Sandie var selv blandt de vindende elever for to år siden - hun kom ind på en delt 1. plads og dermed videre til finalen i Køge - og hun fortæller, at nogle af de cyklende 6. klasse elever i går var ligeglade, mens andre gik højt op i det.
- Fejlene var typisk, at de glemte at kigge tilbage, og at de ikke stoppede op og kiggede, og at de bare kørte over nogle steder, hvor de lige så godt kunne være kørt ned. Forresten var dem fra Vemmedrup bedre end dem fra Skovboskolen, forklarer Sandie og Michelle.
Eleverne kunne opnå 300 point i teoriprøven og 300 i den praktiske prøve. Ingen nåede 600 point rent. Under teoriprøven holdt nogle 8. klasse elever også opsyn:
- Vi deler opgaver ud, samler ind og holder ro og orden og tæller pointene sammen. Nogle af dem er rimeligt dårlige, og der er ikke så mange, der når op på 300. Det er ellers gået fint, de opfører sig ordentligt, beretter Kasper fra 8.A, der i øvrigt selv opnåede 300 point i teoriprøven for to år siden til cyklistprøven i 2004:
- Men det gik ikke så godt til den praktiske prøve, fordi jeg kørte forkert et sted. Jeg troede ruten gik lige ud, men der skulle drejes ned ad en vej, så jeg kom på afveje, smiler Kasper.

Som eksamen
Der var regnvejr i går, og noget koldt, så eleverne kom hurtigt gennem ruten. Marie Carstens på 12 år, der bor i Lidemark og går i 6.A, syntes, at det gik fint under den praktiske prøve:
- Jeg var lidt nervøs og vidste ikke, hvad der ville ske, hvis jeg dumpede. Jeg var bange for at køre forkert og ville helst gøre det så godt som muligt. Alle sad og kiggede på én på de poster - det hader jeg - det var lidt ligesom eksamen. Det var vildt kikset at have den der trøje på med numre, siger Marie.
Hendes veninde Denise Færgegaard på 12 år fra Bjæverskov kendte alle vejene på forhånd. Hun syntes også, at ruten var gået rigtigt fint for hende:
- Jeg var lidt nervøs i starten. Man kom til at grine ad dem, der stod på posterne og kiggede. Det var meget sjovt at deltage, sagde Denise, der lige som Marie ikke var begejstret ved tanken om at skulle til Køge-finalen den 3. maj.

Fik kun O point
Men det kommer de nu engang - de to veninder blev nemlig nr. 2 og 3 ud af de 80 elever og dermed de to bedste fra Skovboskolen. Så de skal køre finale på onsdag.
Landbetjent Jim Petersen kunne ligesom de unge kontrollanter fra 8. klasse konkludere, at nogen af 6. klasse eleverne havde rigtigt mange fejl, mens andre klarede sig godt.
- Generelt kører pigerne altså bedre end drengene. Og jeg er ikke imponeret af den måde, de unge klarede den praktiske prøve på. Der var flere, der var nede på O point efter turen, sagde han.
Efter prøverne var der pizza, sodavand og cykellygter til alle eleverne, sponseret af de lokale handlende.



De blev bedst i cyklistprøven

Bjæverskov/Vemmedrup: Resultatet af cyklistprøven for ca. 80 elever fra fire 6. klasser på henholdsvis Skovboskolen og Vemmedrupskolen blev som følger:
Nr. 1: Lisa fra 6.A på Vemmedrupskolen (540 point),
Nr. 2: Denise fra 6.A på Skovboskolen (510 point),
Nr. 3: Marie fra 6.A på Skovboskolen (510 point),
Nr. 4: Luca fra 6.A på Vemmedrupskolen (510 point),
Nr. 5: Katja fra 6.B på Vemmedrupskolen (450 point),
Nr. 6: Theis fra 6.A på Skovboskolen.
Denise og Marie blev således udvalgt til at repræsentere Skovboskolen ved finalen i Køge på næste onsdag den 3. maj for alle politikredsens skoler fra Køge, Skovbo, Vallø, Stevns, Rønnede og Fakse kommuner. Der deltager de to bedste elever fra hver skole.
Når det gælder Vemmedrupskolens repræsentanter er det dog mere kringlet, idet såvel Lisa og Luca, som blev bedst fra den skole i går, skal på lejrtur i næste uge og derfor ikke kan deltage. I stedet bliver det de to bedste elever fra Vemmedrupskolens 6.B, der kommer med i finalen, og det bliver Katja og Sebastian.
I øvrigt vandt Rasmus fra Skovboskolen i går præmien for sjoveste cykelhjelm.


Fra: Dagbladet - Agnete Vistar (vistar) - fredag den 28. april 2006.   Foto: Agnete Vistar.


Sidst opdateret den 23. november 2008