Klub trækker unge fra fire byer

Bjæverskov Ungdomsklub på Skovboskolen er et populært mødested med gennemsnitligt 50 unge per aften, men der er både plads til flere og ønske om flere - især piger.

BJÆVERSKOV: Et sted mellem 30 og 70 per aften eller rundt regnet 50 i snit. Det er tallene på popularitetsskalaen for en af klubberne i Bjæverskov - ungdomsklubben i de rummelige lokaler på Skovboskolen.
Her har den ligget siden 1992, da den havde veget pladsen på den gamle skole til fordel for børnehaven Kridthuset.
Klubben er et populært mødested, som selvfølgelig er på facebook og med på moden i det hele taget.
Brugerne kommer ikke kun fra Bjæverskov, men fra både Borup, Ejby og Vemmedrup. De unge benytter sig i den grad af, at de kommunale ungdomsklubber er åbne for alle 13-18-årige, så længe de bare bor indenfor kommunegrænsen.

  Om dagen benyttes klublokalerne og udendørsarealet af skolens SFO 2. På billedet iagttager af-
  delingsleder og souschef Hanne Nielsen nogle SFO 2-brugere og har endnu ikke opgivet håbet om
  at få lokket flere piger med over i ungdomsklubben efter 6. klasse.

Kom nu piger!
Lokalerne er som sagt rummelige, og der er både plads til flere og ønske om flere brugere, især piger, på de faste mødeaftener - det vil sige hver mandag og tirsdag plus sidste torsdag i måneden.
Ifølge Hanne Nielsen, der er afdelingsleder og souschef for skolens SFO 2 inklusive ungdomsklubben, er der i dag kun syv-otte piger i flokken. Resten er drenge.
Hun ved ikke præcis, hvorfor pigerne er i stort mindretal, men har en idé om, at de er optaget af andre fritidsaktiviteter ikke mindst heste, og sikkert også mødes privat i både større og mindre flokke.
- Piger i flok »fylder« jo ikke ligeså meget som drenge og er nok mere velkomne i de private hjem, men vi savner dem og har også prøvet at lokke dem, blandt andet med make up-aftener, negle-aftener og smykkefremstilling, men nej, de kommer ikke, må Hanne konstatere.
Hun håber stadig, det lykkes at få flere piger i huset af hensyn til alsidigheden og understreger, at pigerne sagtens kan trække sig tilbage til mere fredsommelige kroge af klubben, hvis de synes, at drengene bliver for støjende og fylder for meget.

Også flere drenge
Midt i al pigesnakken indskyder Hanne Nielsen, at der bestemt også er plads til flere drenge. De skal være så hjerteligt velkomne til at komme og spille høj musik, lufte legebarnet ved bordtennisbordet, computerne og karaoke-anlægget eller bare snakke og hygge sig med de andre drenge og den - indtil videre - lille flok piger.
Et af de andre mål med at komme i klubben er muligheden for at lette sit hjerte til de tre medarbejdere.
- Det bruger de os heldigvis også til, og vi lytter meget gerne til de unges tanker og problemer. Ind imellem benytter vi lejligheden til også at få en snak om misbrug, og hvad de unge ellers skal passe på i tilværelsen, men aldrig med løftede pegefingre og fordømmelse, fortæller hun.
Til de piger og drenge, som ikke benytter klubben, har hun den bøn, at de vil fortælle, hvad der skal til for at de også ville benytte tilbuddet.
Om ønskerne så kan opfyldes, vil afhænge af, om det kan lade sig gøre indenfor klubbens økonomiske rammer, men meget kan lade sig gøre, siger Hanne.

Taber dem
Apropos økonomi ligger der dog lige nu en lille frygt og gærer.
- Sådan som det ser ud med besparelser på alle kommunale områder, håber jeg meget, at ungdomsklubberne i Køge Kommune bevares, så vi ikke taber de unge til gaden, lyder det bekymret.
Hanne Nielsen gør sig også andre bekymringer for fremtiden, nemlig den forholdsvis nyindførte byrådsbeslutning om at udelukke brugerne af SFO 2-tilbudddet allerede efter 6. klasse mod tidligere 7. klasse.
- Det betyder jo, at SFO 2-børnene fra 4. og 5. klasse ikke længere har nogle store at se op til, og at de ældste i ungdomsklubberne kan virke for voldsomme på elever fra 7. klasse. Vi har heldigvis en del fra 7. klasse i ungdomsklubben, men bliver det ved? Vi har også de første eksempler på, at elever fra 5. og 6. klasse fravælger SFO 2'en, fordi der ikke længere er elever fra 7. klasse... men det bliver der jo nok ikke ændret på, forudser hun.
Hanne Nielsen satser derfor alle fremtidsønskerne på, at der i hvert fald ikke bliver gennemført flere besparelser på området.

Fra: Dagbladet - Dorte Larsen (dl.) - tirsdag den 27. april 2010.


Sidst opdateret den 27. april 2010