Hundeluftning og karamel-
bytte gav 200.000

   Eleverne på Skovboskolen samlede hele 31.650 kroner ind til
  landsindsamlingen - her ses bibliotekar Nina Lund, da hun fredag
  middag fik »overrakt« gerningerne.
GODT GÅET: Skoleelever i Køge Kommune har i de forgangne uger samlet tusindvis af kroner ind til gode formål ved at lufte naboens hund, tage godt imod klassens nye pige, bytte karameller og mange andre gode gerninger.

KØGE: Hvad er forskellen på en pligt og en god gerning? Og hvad betyder det egentlig at gøre en god gerning, som andre mennesker får glæde af?
Det har mange hundrede børn i de forgangne uger givetvis spurgt sig selv om, når de med i alt 8037 gode gerninger har samlet 200.925 kroner ind som den en del af den nationale landsindsamling. En landsindsamling, der kulminerer i aften klokken 19.00 på DR1.
Eksemplerne på gode gerninger udført af skolebørn i Køge Kommune er talrige, og på Skovboskolen har lærer og tovholder Emil Zeuthen oplevet en oprigtig nysgerrighed blandt de omkring 450 elever, som har udført gerningerne.
- Der er virkelig stor diversitet i gerningerne. For nogen har det været de daglige pligter som at tage opvasken og støvsuge derhjemme, mens det for andre har været at hjælpe en ven i skolegården, som er faldet, at få en ny pige i klassen til at føle sig velkommen eller at gå en tur med naboens hund. Der var også én, som har doneret 100 kroner til en hjemløs, siger Emil Zeuthen.
- Men det har overordnet givet os en god mulighed for at tale med eleverne om, hvad der er en god gerning. Det er med til at minde dem om, at det gør en forskel at gøre en god indsats, siger han om eleverne, der på Skovboskolen har udført 1.266 gode gerninger.
Når man så ganger det med de 25 kroner, som Lego-fonden donerer for gerning, bliver det til hele 31.650 kroner, som Skovboskolen fredag middag sendte videre til koordinatorerne på Køge-Bibliotekerne.

Flot stigning
Blandt koordinatorerne er Karin Husted. Fredag eftermiddag havde hun talt de gode gerninger op, og resultatet var bemærkelsesværdigt og viste en flot stigning i forhold til sidste år, fortæller hun.
I 2014 lød antallet således på 4.721 - eller 118.025 kroner - sammenlignet med de mere end 200,000 kroner i år. Topscoreren for udførte gode gerninger blev Kirstinedalsskolen, som ifølge Karin Husted udførte hele 2.827 af slagsen. Det gav 70.675 kroner.
Karin Husted oplevede også mange forskellige eksempler på gode gerninger.
- Der var mange, der havde hjulpet til i hjemmet, men jeg synes også, at det var sødt at høre, at der var en, som havde givet blomster til en tandlæge, som skulle gå på pension, siger Karin Husted.
- Og så var der også en, der som god gerning havde byttet en karamel med sin lillebror, så lillebroren fik den karamel, ban bedst kunne lide, tilføjer hun.


Fra: Dagbladet - Anders Fallesen - lørdag den 31. januar 2015.     Foto: Skovboskolen.


Sidst opdateret den 3. februar 2015