Skovboskolens 10-års fødselsdag
8. september 1980



Skovboskolen fylder ti år på mandag

Fest i stedet for undervisning.

    Skovboskolen i Bjæverskov. På mandag bliver al undervisning
    suspenderet og skolens ti års fødselsdag fejres på bedste vis.
 
 
Når Skovboskolens elever på mandag møder i skole, kan de for en enkelt dag glemme alt om lektier, svedetimer og kedelige lektioner. Al undervisning er nemlig suspenderet til fordel for skolefest. For på mandag fylder skolen ti år, og det skal natur-ligvis fejres.
Lige fra morgenstunden bliver der fest. Det lidt mere officielle starter allerede kl. 8, hvor der bliver fæl-les kaffebord personale, ledelse og repræsentanter fra kommunen imellem.
- Kl. 9 samles skolens elever ved flagstangen og efter fællessang går man til klasserne, hvor der bliver orientering om dagens videre forløb, fortæller viceinspektør Hans Jørgen Therkelsen. Der bliver en mængde konkurrencer eleverne imellem. For at gøre det styrke- og aldersmæssigt mest retfærdigt har vi blandet elever fra 2. og til og med 9. klasse i 33 hold, så store som små får noget sjovt ud af dagen.
- Eleverne skal bl.a. dyste i dåsekast, slalom på cykel, ringspil, bom-gang, styltegang, slå søm i træ og huske-lege. Til frokost får eleverne en fødselsdags-sodavand og vi slutter dagen med fællesbanko, hvor hver klasse får en bankoplade og gennem vort interne højtaler-anlæg spilles der så om slik og andet godt til de heldige vinderklasser. Ved 13-tiden vil festlighederne være færdige, slutter Hans Jørgen Therkelsen.

Fra: Dagbladet - torsdag den 4. september 1980.





Fra: Skovboskolens udklipsmappe - september 1980.



Festlig 10 års dag

Skovboskolen fejrede i går sin 10-års fødselsdag med masser af halløj og fest. Al undervisning var suspenderet og i stedet legede og hyggede eleverne sig gennem skoledagen.

Fødselsdagen startede med morgenkaffe for personale og repræsen-tanter fra kommunen med skoledirektør Gunnar Dall-Hansen og borgmester Wilbert Christensen i spidsen.


Der var taler af skoleinspektør Knud Erik Larsen og borgmesteren, der på kom-munens vegne overrakte en kasse med slikposer til præmier i en skattejagt for eleverne senere på dagen.

Samtidig blev der uddelt legater til flittige, dygtige og vel-disciplinerede elever i Bjæverskov Skole, som det hed i gamle dage. Per H. Andersen fra 8.c, Nanna Holst 9.b og Jesper Otto 10.c samt to elever fra sidste år, Pia Hjarsø og Jeanette B. Henriksen modtog hver et legat på 566.30 kroner.

Et festudvalg havde dagen igennem arrangeret små, sjove konkurrencer så som stable kasser, styltegang og bold-i-spand (billederne). Der var lavet mixede hold, så eleverne fra anden klasse og til og med 10. var jævnt fordelt på de i alt 33 hold.

Dagen sluttede med fælles-banko over skolens interne anlæg, og der var slikposer til de heldige klasser, der enten havde række eller fuld plade.

Fra: Dagbladet - tirsdag den 9. september 1980.


Sidst opdateret den 25. januar 2009