Stærke Stadil

Målmand bag håndboldsejr

  Den danske keeper, Christian
  Stadil, i aktion under åbnings-
  kampen mod Egypten.
 
SALZBURG: Stærk, stærkere, Stadil...
Den danske håndboldmålmand, Christian Stadil Hansen, har aldrig været bedre, og takket være Stadils mange pragtredninger kom det danske landshold godt fra start ved B-VM i Østrig.
Et uortodokst egyptisk mandskab voldte de danske spillere flere problemer end forventet. Vi kunne have tabt. Nu blev det i stedet til en dansk sejr på 22 - 17.
Udenfor banen fik de danske spillere uventet hjælp. En flok skole-elever fra Bjæverskov er på studietur i Østrig for tiden, og de bak-kede det danske hold op forbilledligt.

Sport 1. sektion side 7 - 8


Fik hjælp fra Bjæverskov

Landsholdet bakket op af Skovbo-elever

SALZBURG: Det danske håndbold-landshold fik uventet hjælp fra tilskuerpladserne i Sporthalle Alpenstrasse i Salzburg, da holdet åbnede B-VM med en sejr over Egypten.

10. årgang fra Skovboskolen i Bjæverskov er i disse dage på studietur i Mozarts smukke fødeby, Salzburg, og da de fandt ud af, at det danske landshold spillede åbningskamp mod Egypten netop her, var der ingen vej udenom.
- Vi vidste, at Danmark skulle spille mod Egypten, men det var først her i Salzburg, at vi fandt ud af, at de skulle spille i byen. Da det blev klart, ville vi selvfølgelig ind og heppe, fortæller Erling Grøn-Jensen, som er en af de fire lærere, der er med på rejsen til Østrig.
Og heppe var eleverne fra Skovboskolen gode til. Inklusive lærere og chaufføren fra Brande Buslinier var den danske backing-gruppe på 53 personer, og de gav den hele armen med råb, hujen, klaphatte og Dannebrog.

Fest og farver
Festligt og farverigt var det, og de danske spillere takkede da også for »den hjælpende hånd« fra Bjæverskov med anerkendende klapsalver, da kampen var forbi.
I kampene mod Israel og Polen i weekenden må landsholdet dog klare sig uden hjælp. I dag rejser eleverne fra Skovboskolen til München, hvor de skal besøge Nordeuropas største tekniske museum. Og når det er forbi, begynder den lange tur i bus tilbage til Bjæverskov, hvor man forventer at ankomme tidligt i morgen.

Gode oplevelser
Med i bagagen har eleverne en bunke gode oplevelser fra en lille uges ophold i det sydtyske og i Østrig. De har set »Das Olympia Stadion« og OL-byen i München samt det enorme radiotårn. I Salzburg har eleverne været på byvandring og oplevet alle de seværdige steder i Mozarts hjemby. Der er også blevet tid til at besøge stedet, hvor »Sommer i Tyrol« blev optaget, Berchtesgaden, som mange kender fra filmen efter Alistair Mcleans spændende bog, og man har også været ude i den østrigske natur, hvor nogle af eleverne naturligvis benyttede chancen til at stå på ski.
Og så var der selvfølgelig landskampen i Sporthalle Alpenstrasse i aftes, der satte prikken over i'et på en spændende studietur for 10. årgang på Skovboskolen.

Fra: Dagbladet - Jan Mitchell - fredag den 20. marts 1992.



Danmarks redningsmand
Chr. Stadil redder et egyptisk forsøg

Danmark - Egypten 22 - 17 (9 - 8). VM-kvalifikationskamp i håndbold for mænd, gruppe B, i Salzburg.
Målscorere: Danmark: Erik Veje Rasmussen 9 (3), Otto Mertz 6, Kim Jensen 2, Kenn E. Jørgensen l, Flemming Hansen l, Michael Fenger l, Frank Jørgensen l, Jesper Holmris Hansen 1.
Egypten: Ahmed El Attar 8 (2), Sameh Mohamed 6.
Diskvalifikation: Kenn F. Jørgensen, Danmark.
Udvisninger: Danmark 5 (Kenn Jørgensen 3, Claus Munkedal, Frank Jørgensen), Egypten 2.
Straffekast: Danmark 3, Egypten 5.
Tilskuere: 700.

B.T.   SALZBURG:   Forventningens glæde er altid den største.
Tilsyneladende også når det gælder håndbold.
I tre år har det danske herrelandshold intet haft at spille for. Så kommer dagen, timen, det første dommerfløjt, og så er det lige ved at blive en fiasko.
Det var blevet en fiasko, hvis ikke Christian Stadil havde haft en serie af pragtredninger i 2. halvleg.
Det er også en del af spillet. Også de nerver, som spillerne vitterlig havde op til kampen.
Der er noget om - men det er nok kun et typisk dansk fænomen - at den første kamp ved VM altid er ret rædselsfuld.
I år er det netop 25 år siden, at Danmark, i sin første VM-kamp, kun med nød og næppe vandt 13 - 12 over Frankrig.
Og det kunne vi alene takke Max Nielsen for.
I aftes må takken gå til Christian Stadil Hansen.

UORTODOKSE
Egypten siger ikke dansk håndbold noget som helst.
Men de er irriterende at spille imod. Sidst - i en turnering i Ungarn - vandt vi kun 16 - 14.
Det er deres totalt utraditionelle forsvar, som fuldstændig bryder rytmen i vores ellers glimrende angrebsspil.
Som Michael Fenger meget rammende sagde efter kampen:
»Hvis jeg skulle træne et lilleputhold, ville jeg lære dem at spille sådan, men et seniorhold? Aldrig i livet.«
Det egyptiske forsvar lå så højt oppe på banen, at det næsten var grotesk.
Fem spillere blev sendt frem, og kun Mohamed Abdur lå tilbage som en slags »sweeper«.
Det er aldrig set før i international håndbold.

VEJES PRÆMISSER
I hele 1. halvleg spillede vi på Erik Veje Rasmussens præmisser, og det led holdet under.
Heldigvis spillede han sig op i 2. halvleg, men det skyldtes først og fremmest en glimrende disposition af Anders Dahl-Nielsen, som satte den gennembrudsfarlige Kim Jensen ind. Så blev spillet lidt mere afvekslende.
Det måtte ske på bekostning af Claus Munkedal, som i visse kampe er en vigtig brik, men når det gælder »mand til mand«, overhovedet ikke magter at bryde igennem.
Gang på gang blev han hængende i en egyptisk arm, og afleverede bare bolden panisk videre for ikke at begå fejl.
Jan Jørgensen var utroligt savnet. Han var ganske enkelt brudt igennem det flagrende egyptiske forsvar med en modstander hængende på ryggen.

DEN FRYGTEDE KAMP
Bagud 0 - 3 og 2 - 5, men fra 6 - 6 var Danmark aldrig bagud. Uden at imponere.
Holdet kan spille meget bedre.
Nu er den første kamp overstået. Den spillerne og Anders Dahl-Nielsen i virkeligheden frygtede mest.
Anders sagde det så sent som i går i et interview med B.T.
Derfor skal spillerne have en betydelig margin, for så forvirret kan man altså ikke tillade sig at spille i resten af turneringen.

De, der så TV, bemærkede måske den lettelse, som viste sig i spillernes ansigter, da de to ret umulige russiske dommere fløjtede kampen af.
Spillernes første handling var for øvrigt at hilse på de ca. 50 unge mennesker fra Bjæverskov, som med krigsmaling, sang og dannebrogsflag opmuntrede holdet.
Nu er B-VM startet. Det var kampen, som skulle overståes for at komme rigtig i gang.

Hvordan gik det for øvrigt holdet for 25 år siden, som kun med nød og næppe vandt åbningskampen mod Frankrig?
Det endte med en sølvmedalje. Det bedste resultat Danmark nogensinde har opnået.
Af gode grunde kan Danmark ikke vinde »rigtige« medaljer i Østrig, men B.T. fastholder sit tip:
Danmark i finalen i Wien. Med Dannebrog øverst på sejrsmasten.

Hvis ikke vores gamle korstogsbanner til den tid er blevet udskiftet med et EF-flag.

Fra: B.T. - John Bjørklund - fredag den 20. marts 1992.


Sidst opdateret den 28. januar 2009