Demokrati er ikke lige noget, der vækker vores eller andre unges interesse. Hvis vi endelig gik op på f.eks. kommunen for at sige noget, ville vi jo bare blive tromlet med en masse argumenter om penge mangel og alt muligt andet juks.

Måske bliver vi mere interesseret i politik, når vi bliver 18 år, og vi kan være med til at stemme. Men hvad betyder en stemme egentlig, det giver jo ingen rigtig medindflydelse, man er jo bare en ud af flere millioner, der skal sætte et kryds, og man kan jo ikke engang stole på, hvad politikkerne har lovet, det har de hvert fald bevist en del gange.

Man kan godt se, der ikke er særligt mange unge, der interesserer sig for politik. De fleste i vores klasse ved ikke engang, hvad de vigtigste ministre hedder, okay de ved måske godt, hvad vores statsminister (Poul Nyrup Rasmussen) hedder, men så ved de heller ikke mere end det.

Vi mener nok mere eller mindre, at det bare er en flok gamle mennesker, der sidder inde i på Christiansborg, taler med store ord, og tror de ejer hele verden.
På skolen har vi også demokrati i form af vores elevråd, men her er det næsten det samme, vi har en masse gode forslag, synes vi i hvert fald selv, men enten er det for dyrt, eller også er der en eller anden dum regel, der sætter en stopper for det. Det er sku lidt surt en gang i mellem.

Spørgsmålet er om vi unge overhovedet bestemmer noget, alt bliver styret af regler og rammer. Vi må jo ikke engang bestemme, hvornår vi skal rydde op på vores værelse. Det er så her, at det godt kan undre en lidt, at de voksne siger, at vi skal sige vores mening til forældremøder, så vi kan være med til at bestemme. Hvorfor må vi være med til at bestemme så forholdsvis store ting, når vi ikke engang må bestemme så banale ting, som hvornår vi vil rydde op på vores værelse? 

Den eneste måde vi kan lave om på tingene, er ved at sige vores mening, men det har vi jo prøvet før, og det hjælper ikke rigtigt. Men vi skal da eller ikke bare give op og være undertrykt resten af vores liv.