Nye navne der peger på geografien ?


Skovbohallen og Skovboskolen ligger begge i Bjæverskov, men det kan give problemer at finde de to bygnings-komplekser, når der f.eks. skal være sportslige arrangementer eller tilsvarende på skolen, og man kommer udefra kommunen.

   - Jeg synes, det er tungt at kalde Skovboskolen for
  Bjæverskovskolen. Så skulle det være Bjæverskov
  Skole uden »n«, siger Jeanne Pedersen
Derfor overvejes i øjeblikket, hvorvidt man skal ændre navnene på hhv. Skovbo-skolen og Skovbohallen i Bjæverskov til hhv. Bjæverskovhallen og Bjæverskov-skolen / Bjæverskov Skole.
En fordel ved at ændre navnene kunne umiddelbart være, at der sendes signaler om, hvor i kommunen bygningerne ligger, nemlig i det område, der hedder Bjæverskov.
Sådan som det er nu, er der ikke noget på kommunekortet, der hedder »Skovbo«. Det er blot kommunens navn.
Hvad siger borgere uvilkårligt til at man måske vil ændre Skovbohallens navn til Bjæverskovhallen og Skovboskolens navn til Bjæverskovskolen ?
Det satte DAGBLADET sig for at spørge nogle tilfældigt udvalgte borgere om torsdag over middag i Bjæverskov Butikscenter i Bjæverskov.

Jeanne Pedersen, sekretær på Skovboskolen:
- I forhold til de andre steder, hvor Ejby skole ligger i Ejby og Borup skole i Borup f.eks., så kan jeg godt følge ideen op igennem systemet, og jeg synes f.eks., det lyder OK at man vil kalde Skovbohallen for Bjæverskovhallen, men jeg synes til gengæld, det lyder tungt at kalde Skovboskolen for Bjæverskovskolen. Så skal det bare være Bjæverskov Skole uden »n« på. Men - jo mere man siger det, jo bedre lyder det andet.

   - Det er svært at ændre navne, når de nu engang er lavet,
  siger Lene Skovsgaard.
Lene Skovsgaard er ny i Bjæverskov:
- Jeg kan godt se ideen med at ændre navnene, så man får at vide, hvor tingene ligger. Det er nemmere. Men - det er svært at lave navne om, når de nu engang er lavet.

Michael Jørgensen flyttede til Bjæverskov for to-tre år siden:
- For mig betyder det ikke noget, for jeg ved, hvor skole og hal ligger. Vores datter har gået på skolen. Men for udefrakommende kan jeg godt se ideen i at ændre navnene. Da vi selv skulle herop i sin tid var det svært at finde ud af, hvor Bjæverskov var henne. Så det er en udmærket idé, ligesom man ved at Vemmedruphallen ligger i Vemmedrup.

   - Jeg ved hvor skolen ligger, for min datter har gået
  deroppe, siger Michael Jørgensen.
Økonomiudvalget har punktet på dagsordnen på mandag 10. juni.
En mulig navneændring har allerede været til debat i teknisk udvalg. Her var formanden, Ole Bælum (V) og Finn Buch Petersen (V) fortalere for en ændring.
Men de to var i mindretal.




Fra: Dagbladet - lørdag den 8. juni 2002.
Foto: Bjørn Armbjørn


Sidst opdateret den 26. august 2011