Ellers er det en rigtig dårlig ide at blive folkeskolelærer, mener »Høgfeldt« efter 41 dejlige år som lærer på samme skole.

Tjæreby: Gå ikke ombord i læreruddannelsen, med mindre du holder af børn!

Rådet forekommer indlysende, men er det ikke. Der er faktisk lærere som ikke kan fordrage børn. Og dét at holde af ungerne er nu engang den vigtigste betingelse for at kunne lære dem noget, siger Kirsten Høgfeldt Pedersen efter 41 dejlige år som lærer på samme skole, Bjæverskov Skole indtil 1970, herefter Skovboskolen.

Nu nyder Kirsten Høgfeldt Pedersen sit otium sammen med »Høgfeldts mand«. Og hun er ikke længere »Høgfeldt«, men »fru Bent«!

Da hun tiltrådte som lærer i Bjæverskov, havde skolen syv klasser med tilsammen godt 100 elever, efter sammenlægningen mellem Skovbo og Lidemark voksede skolen med overbygning til 700 elever. Nu er de omkring 450, fortæller »Høgfeldt«:

- Jeg kunne bedst li´ den store skole, her var der mange flere udfordringer og valgmuligheder!

At holde af
»Høgfeldt« begræd aldrig tidernes skiften. Måske fordi hun havde en afklaret holdning til lærergerningen og de elever hun underviste:

- Den faglige viden skal være i orden. Der skal være en ordentlig basisviden, og man skal kun undervise i de fag man kan li´.

- Men det vigtigste er altså at kunne li´ eleverne. Det lærte jeg af en kollega, hun vidste det bare ikke. Og der er jo nogen elever som man er nødt til at holde af, hvis man overhovedet skal kunne holde dem ud.

- Det er heller ikke alt der lykkes, føjer »Høgfeldt« til.

Læreren må i alle tilfælde stå ved sig selv som myndighed og som person.

Og når det lykkes - når begge parter accepterer spillets regler - er dét at være folkeskolelærer bare sagen. For »Høgfeldts« vedkommende nok især med de lidt ældre elever som sparringspartnere i det boblende replikfelt hvor understrømmen mellem det kvikke og det flabede gør alverden til forskel for samværet.

Som da det engang trak op til torden i lærer-facaden, og 10. klasses-knægten tørt registrerede fænomenet:

- Så! Nu kommer rynkerne til at sidde forkert!

Så griner »Høgfeldt« hjerteligt, og anekdoterne flyder.

Alfa og omega
- Jeg plejede at sige at vi havde demokrati, så længe de bare gjorde som jeg sagde. Det er alfa og omega at læreren ved hvor hun vil hen.

- Jeg har jo været med i hele diskussionen om tiltaleform, »du« eller »De«... om hvorvidt eleverne ville miste respekten for læreren ved »du«-formen. Men hvordan dét, hvis ellers der i forvejen forekommer en naturlig og gensidig respekt.

- Man skal ikke fedte for børn, man skal virkelig være den voksne, men ikke den bedrevidende.

- Og børns såkaldte ret til medbestemmelse - hvad skal de bestemme, hvis ikke de ved hvad de skal bestemme om? Det var en overgang på tale at børnene selv burde have lov til at bestemme hvilke tekster de skulle læse. Vel skulle de ej, det sku´ jeg, for jeg ku´ ikke undervise i noget jeg ikke ku´ li´.

Af samme grund er »Høgfeldt« ret skeptisk over for den vedtagne kulturkanon. På den anden side er den jo ganske rummelig.

I hendes 9. klasse skulle udvælges to litterære værker, hun valgte det ene og eleverne det andet.
Efterfølgende havde hun den tilfredshed at en elev takkede hende for hendes valg: »Den bog havde jeg jo aldrig fået læst ellers«.

Om at opføre sig
Skulle en elev gøre sig ud til bens, blev vedkommende gerne mindet om at han/hun repræsenterede sit hjem:

- Når vi så skulle på udflugt til København, huskede jeg dem på at der er masser af mennesker som ikke kan fordrage unge mennesker på deres alder, og at de repræsenterede deres hjem plus Skovboskolen . Var vi i udlandet, var det hjemmet plus skolen plus Danmark.

- Omvendt har jeg da også forsvaret dem. Der var en far som var meget, meget vred på sin søn; og jeg sagde til ham »det er din søn!« Du skal værs'go holde af den unge!« Det ku´ jo ikke nytte han gik hjem og var vred stadigvæk, og vi så havde bare havde siddet dér og spildt et kvarter, jeg vil ikke spilde min tid.

- Lærer, det skal man blive, hvis man har noget man gerne vil give videre; og så skal man turde gøre det. Vel vidende at man ikke kan gøre alle tilpas, for det kan man altså ikke.

Fra: Dagbladet - E.N. - torsdag den 13. juli 2006.