Kagesjov for sidste gang

Mens bageren Lasse Jessen fra Havdrup prøvesmagte de mange kreativt pyntede kager i Skovboskolens SFO, så børn fra fire institutioner spændt til.
Efterårsferie-arrangementet Koks og Kage løb i går af stablen for 15. år i træk. Men det er tvivlsomt, om traditionen kan fortsætte i fremtiden. For fra næste år skal alle SFO'er i Køge Kommune holde ferielukket i uge 42.

En kagetradition smuldrer

  En marcipanmariehøne matchede insekttemaet til punkt
  og prikke.
 
Den 15 år gamle efterårsferietradition Koks og Kage så muligvis dagens lys for sidste gang i går i Skovboskolens SFO. Men ikke desto mindre blev der bedømt og spist kager til den helt store guldmedalje.

BJÆVERSKOV: Selvom det er sparetider, skal børnene ikke snydes for den tilbage-vendende kagetradition i efterårsferien kaldet Koks og Kage - i hvert fald ikke i år. I går holdt Skovboskolens SFO nemlig arrangement for 15. gang, hvor flere skolefritidsordninger dyster om at lave den flotteste og mest velsmagende kage.
Men fra næste år skal alle kommunens SFO'er holde lukket i uge 42, og derfor er det tvivlsomt om den populære kagekonkurrence kan fortsætte.
- Vi har gennem mange år holdt fast i Koks og Kage, men det kan blive svært i fremtiden, når vi skal holde ferielukket i efterårsferien. Vi kan ikke holde det på en hverdag, for så kan børnene ikke nå hertil efter skole, lød det fra pædagogmedhjælper Ruth Vadstrup. Børnene kommer fra fire forskellige SFO'er, og de er alle inviteret af Skovboskolens SFO, som hvert år står for arrangementet.
- Vi inviterer andre institutioner, kaster et emne ud, alle kommer med kager inden for emnet, og så bliver kagerne bedømt af en bager, fortalte Ruth Vadstrup.
I går var emnet »insekter«, og fantasien havde fået frit løb i køkkenerne på hver af de fire deltagende SFO'er fra henholdsvis Ejby, Vemmedrup, Lellinge og Bjæverskov. Kagerne var her blevet bagt dagen forinden.
Et grønt roladetusindben med ben lavet af lakrids-snørrebånd, fede marcipaninsekter og tyk turkis glasur var bare noget af det, der prydede de mange kager.

Bedømmelsen
   Kagen med et stort roladetusindeben ovenpå blev kåret
  som den med det flotteste udeseende.
Over 80 børn stod nærmest klistret til kagebordet med forhåbningerne uden på tøjet om, at netop den kage, de havde været med til at bage, ville vinde. Spændt så de til mens bager Lasse Jessen fra Havdrup vurderede og prøvesmagte kagerne.
Bageren havde i dagens anledning taget sin søn med som supplerende smagsdommer, og efter nøje at have smagt på alle kagerne blev vinderne udråbt.
- Kagerne er alle sammen super flotte, og det er rigtig godt fundet på. Men vi synes, at kage nummer fire smager bedst, og kage nummer tre er den der ser flottest ud, lød det fra bageren.
Vild jubel bredte sig blandt børnene fra Lellinges SFO. De stod bag kagen, der smagte bedst, mens børn fra Skovboskolens SFO 2 havde lavet kage nummer tre med det flotteste udseende. Begge institutioner fik udover æren et fint diplom.
- Det er faktisk en chokoladekage fra Amos bagebog. Der skulle have været orange glasur på, men vi havde ikke den farve, så det blev grøn og blå frugtfarve i stedet, afslører pædagogen Birthe Thomsen fra Lellinge om vinderkagén med den lækreste smag.
Efter kagesmagningen blev der delt rigeligt med kage og saftevand ud til de mange børn, der sad rundt omkring på gulvet og spiste de søde sager. Tre piger fra SFO'en i Ejby havde valgt en strategi, hvor de kunne nøjes med at gå én gang. Det klarede de ved at fylde de små paptallerkner med et stykke af hver kage.
- Sådan et arrangement, hvor vi kommer hinanden ved på tværs af institutionerne, er hyggeligt, sagde afdelingsleder og pædagog Linda Sølund fra Skovboskolens SFO.
Så nu er spørgsmålet bare om Koks og Kage igen kommer til at se dagens lys, når SFO'erne i fremtiden lukker i efterårsferien.

  Bager Lasse Jensen og hans søn vurderede, at
  denne chokoladekage smagte allerbedst.
    Bager Lasse Jensen og hans søn var meget
  begejstrede for alle kagerne.

Fra: Dagbladet - lbn - onsdag den 20. oktober 2010.   Foto: Jens Wollesen


Sidst opdateret den 21. april 2011