Rotterne dør i tusindvis

Autoriseret massemorder med stor succes

   Rottefænger Kim Drud, der har firmaet TKD Byg sætter et
  nyt batteri i en af de elektroniske rottefælder ved Skovbo-
  skolen.
   Fælden er monteret, så rotten skal igennem den for at
  komme ind i kloakrøret.
   Fældens sensorer reagerer på bevægelse, varme og form
  på rotten. Når fælden registrerer noget skyder den spyd-
  dene ud med 125 km/t og med 90 tons tryk bag.
  Derefter løftes spyddene igen og rotten bliver skyllet ud
  med kloakvandet.
BJÆVERSKOV: Rottebekæmper Kim Drud, der har firmaet TKD Byg, står for driften og vedligeholdelsen af de i alt 100 elektroniske rottefælder, der de næste fire år gør livet surt for rotterne i Køge Kommunes kloakker. Fælderne dræber rotterne, når de forsøger at »snige« sig gennem kommunens kloakrør, og alene ved Skovboskolen i Bjæverskov er der indtil videre blevet dræbt flere end 2300 rotter nede i kloakkerne.

Kim Drud er en moderne rottefænger med stor succes. Bare på Skovboskolen i Bjæverskov har han efterhånden mere end 2300 rotters liv på samvittigheden.

BJÆVERSKOV: Livet som køgensisk rotte bliver mere og mere surt.
Årsagen er en ihærdig indsats fra rotte-fænger Kim Drud, der ynder at kalde sig selv for autoriseret massemorder. Kim Drud og hans firma TKD Byg står for drift og vedligeholdelse af de 100 elektroniske rottefælder, som Køge Kommune har fået sat op i kommunens kloakker gennem de næste fire år. DAGBLADET Køge er taget med Kim Drud ud til et batteriskift i de topmoderne rottefælder ved Skovboskolen i Bjæverskov.
- Fælden sender besked både via email og sms, når batteriet er ved at være lavt. På samme måde får vi besked, hver gang en rotte er blevet slået ihjel eller hvis, der er et problem med en af fælderne, fortæller Kim Drud, der bruger så atypiske rottefængerord som »software«, »GSM« og »opdatering« om fælderne.

Rottemylder
Netop Bjæverskov har været et af de steder, hvor rotterne hidtil har haft kronede dage. Mens Kim Drud løfter dækslet af til en kloak på Skovboskolens parkeringsplads fortæller han, at fælderne netop her har været særdeles aktive.
- Her i Bjæverskov har vi bekæmpet rigtig mange rotter. Rotterne kom gående over vejen fra villakvarteret og her ind til Skovbo-skolen. Men nu ser pedellerne ikke flere, siger Kim Drud, som kan fremvise et ark papir, hvor det fremgår, at der i de 20 fælder på området omkring Skovboskolen alene er blevet dræbt over 2300 rotter, siden de første fælder blev sat op i 2009.
De effektive rottefælder hedder WiseTrap og er udviklet af firmaet Wisecon. De fungerer på den måde, at når rottens bevægelse og kropsvarme registreres, udskydes et bundt dræbende spyd med stor kraft og knækker rygsøjlen på rotten. Spyddene trækkes herefter op, og den døde rotte skylles ud med kloakvandet og ender enten på renseanlægget eller nedbrydes på sin vej dertil.
Selve batteriskiftet i fælden er ret simpelt. Kim Drud placerer blot et nyt stort genopladeligt batteri, der i høj grad minder om batteriet til en bil i fælden.
Køge Kommunes giftfrie kamp mod rotterne ser foreløbig ud til at give pote. Men Kim Drud understreger, at kommunen ikke kan klare rottekampen alene:
- Kommunen kan kun bekæmpe rotterne i de offentlige kloakker, siger han og tilføjer, at folk kan købe eller leje en af de elektroniske rottefælder til kloakken på deres egen ejendom.











Fra: Dagbladet - Christina Hilstrøm - lørdag den 1. oktober 2011.   Foto: Thomas Olsen.


Sidst opdateret den 3. oktober 2011