Modige elever på scenen

Eleverne fra Skovboskolens to 6. klasser gik i går på scenen for at opføre forestillingen »Den 6. bølge«. Eleverne havde selv skrevet alle teksterne til sange, rap, digte og monologer i forestillingen, og teksterne tog derfor udgangspunkt i alle de tanker, følelser og bekymringer, som fylder hovedet på én, som ikke længere er helt lille, men heller ikke helt stor.

  Eleverne i 6. klasse på Skovboskolen har selv skrevet teksterne til deres forestilling »Den 6. bølge«,
  som de opførte i går. Her er eleverne i gang med et stomp-nummer, hvor koste og murerspande bliver
  brugt som instrumenter.

Modige 6. klasser
foldede sig ud på scenen

  I windsurfing er den 6. bølge den bedste og derfor fandt lærerne det passende at kalde 6. klassernes
  forestilling »Den 6. bølge«.


I går viste Skovboskolens to 6. klasser, at børn kan andet og mere end at spille skolekomedie, for teaterforestillingen tog udgangspunkt i elevernes egne tanker og følelser, og at gå i 6. klasse er ingen komedie.

BJÆVERSKOV: Det er hårde erfaringer man gør sig i 6. klasse. Det viste to 6. klasser på Skovboskolen med opførelsen af deres teaterforestilling: »Den 6. bølge«.
Forestillingen var nemlig skrevet af eleverne selv og bød på sang, rap, dans, stomp, digte og monologer med elevernes følelser, tanker og bekymringer som omdrejningspunkt. Forestillingen hed »Den 6. bølge« med reference til windsurfing, hvor den 6. bølge er den bedste.
Eleverne blev præsenteret for seks følelser, men de bestemte selv hvilken følelse de hver især ville beskæftige sig med, og det har tilsyneladende fået eleverne til at reflektere over deres egne situationer.

Den 6. bølge

Flere af monologerne og rap-teksterne handlede om at miste sine venner, eller frygten derfor, og eleverne delte ud af erfaringerne med både at være den der mister og være den, der svigter.
- Min ven venter i skolegården, men jeg kommer ikke. Jeg vil hellere være sammen med pigerne, som får mig til at føle, jeg er sej, lød det i en monolog fra en dreng.
- Jeg er helt glad, men bange for at miste alt det jeg har, og dem jeg har. Det ligger jeg og tænker over nogle gange om aftenen, men jeg prøver at skubbe tankerne væk, fortalte en anden dreng.
Emner som svigt, drillerier, tab, ambitioner og venskab prægede forestillingen, og de instrumentalistiske indslag var derfor kærkomne i det, de tilførte lidt humor. Eksempelvis blev melodien fra ABC-sangen fremført med farvede rør, som eleverne slog på hinandens skuldre. Blot et lille og kort indslag, men det fik alle i salen til at grine.
Trods de tunge emner, var der også plads til glæde og ikke mindst kærlighed, men kærligheden er jo svær allerede i 6. klasse, hvor de mindste tilnærmelser kan føre til drillerier.
Således sluttede to monologer, som blev fremført parallelt, med et hjertesuk:
- Jeg ville ønske vi turde vise vores kærlighed og holde hånd i skolegården.

Proces

Eleverne har arbejdet med forstillingen over de sidste seks uger, hvor dansktimerne er gået med at skrive teksterne og musiktimerne med at sætte musik til dem. Oven i det brugte de to 6. klasser hele sidste uge, hvor der var emneuge på Skovboskolen, til at øve på forestillingen.
Undervejs har eleverne haft besøg af rapperen Alexander S. Jahn, som gav dem råd til, hvordan man skriver rap-tekster.
Det viste sig at være en del sværere end eleverne havde ventet, men den største udfordring var dog at samarbejde. Det fortæller klasselærer Susanne Carstens, som sammen med kollegerne Frank Sørensen, Lykke Lenna Andersen og Mona Hyldahl Hansen har stået for teaterprojektet.
- Elever i dag er ikke vant til at sætte sig selv til side, så det er en stor udfordring for dem at samarbejde og vente på hinanden, siger Susanne Carstens.
- Da de hørte DAGBLADET ville komme, var der flere, som sagde: Så kommer jeg i avisen. Det er X Factor-generationen, tilføjer Frank Sørensen, som er musiklærer.
Efter forestillingen er alle lærerne dog stolte og imponerede over elevernes udvikling.
- Det har overrasket i hvor høj grad eleverne turde åbne sig, og særligt de elever, som ikke har det nemt til dagligt. Der er virkelig nogen som har foldet sig ud, og det er rørende siger Susanne Carstens.

Fra: Dagbladet - Adam Villaume - fredag den 30. marts 2012   -   Foto: Elmer Madsen.


Sidst opdateret den 12. april 2012