En bustur i festens tegn


STEMNING: Humøret var højt fra morgenstunden i Bjæverskov, hvor Skovboskolen i ni busser med flere end 500 elever og personale satte kurs mod Odense.

BJÆVERSKOV/ODENSE: - Er I vågne? Vi skal lige have skruet op for stemningen, lyder det i mikrofonen, kort efter at bussen er rullet ud af Bjæverskov i retning af motorvejen mod Odense.
Det er torsdag formiddag og en flok 9. klasseelever i bus nummer otte er så småt ved at vågne op. Vågne op til en dag i festens tegn.
For endelig skal de 500 elever i samlet flok til Odense for at heppe, huje og juble, når skolens drengefodboldhold et par timer senere løber ind på Trefor Parks grønne billardtæppe af en fodboldbane i Odense. Det er en dag, man har set frem til, kan man mærke.

  Opbakningen fejlede ikke noget.

I bussen lader de sig sminke og varmer godt op til kampen med »selfies«, Snap-chat og sladder.
- Hvad f..., det sker jo kun én gang i livet, udbryder en begejstret elev, da han lige har fået malet lilla og sorte striber på kinderne og lilla læbefarve på.
Han er klar til kamp, derom ingen tvivl.
Snakken går om, hvad det mon er for nogle jyder, der skal have tæsk af Skovboskolen, om den forestående historieeksamen, hvor temaerne blandt andet bliver Danmark i 1930'erne eller terror, og om hvem der er lækker, og hvorfor han eller hun nu engang er det.
Imens buldrer hiphop- og RnB-tonerne ud af de medbragte højttalere med tekster som »det er sommer, jeg har ingen stress, jeg har DP (Dansk Pilsner red,) i min task'«. Det er stærke sager sådan en formiddag i en bus på Midtsjælland.

»Depri« musik
Mens bussen nærmer sig Odense, stiger volumen af både musik og samtale. Telefoner og iPads tjekkes livligt, og den største frygt synes at være, om det elektroniske legetøj nu holder strøm til hele dagen.
- Er I depri deromme eller hvad? I hører sådan noget depri musik!, udbryder en pige pludselig ned mod vennerne, der styrer tonerne.
Det tages til efterretning, nummeret skiftes, og festen kan for alvor begynde, mens bus nummer otte nærmer sig Odense, hvor dagens hovedbegivenhed udspiller sig.
Og de glæder sig, det kan ikke benægtes. Slagsangene tager til i styrke, for »stemningen skal bankes i vejret«, som en lærer udtrykker det i mikrofonen, når han gejler de kampklare fans op. Eleverne, der ikke længere er formiddagssløve, lystrer nemlig og råber med i takt på enten »Åhhh Skovboskolen« eller »Heja Skovboskolen.«
De er efterhånden alle klar til dagens match, for Skovboskolens ære skal forsvares. Og så kan eksamensnervøsiteten ellers vente til mandag, når hverdagen igen melder sig. For i dag skal sejren hentes og sangstemmen stemmes.

 
  Hele dagen - og i dagene forinden - havde ele-
  verne fra Skovboskolen varmet op til den store
  dag. De havde masser af slagsange klar, smin-
  ker i ansigterne, godt humør og fint vejr. Det var
  formentlig en dag, de sent glemmer.
   Flere end 500 elever var med på turen til Oden-
  se. Sammen havde de i ugen op til øvet slag-
  sange, lavet bannere, gjort den lilla og sorte
  sminke klar, så de i fællesskab kunne hylde
  deres helte og skubbe dem frem mod sejren i
  Odense.


Den ultimative triumf


SUCCES: Skovboskolen formåede at stå imod et enormt pres fra Dybbøl-Skolen i Ekstra Bladets skolefodboldturnering og vandt efter et flot hovedstødsmål to minutter før tid.

  Bedriftens størrelse var svær at beskrive for både spillere, lærere og træner Peter Damsgaard, efter
  at Skovboskolen i forgårs vandt Ekstra Bladets skolefodboldturnering. Og dét blev fejret behørigt!.

BJÆVERSKOV/ODENSE: De har efterhånden prøvet det en del gange før. Undervejs i turneringen er de blevet tippet som underdogs på forhånd, de har prøvet at være presset i bund, de har i nogle kampe måttet kæmpe hårdt for bare at få fat i bolden og sætte et par afleveringer sammen.
Ikke desto mindre var det Skovboskolen fra Bjæverskov, der i en gigantisk jubelrus i torsdags kunne fejre en forrygende flot sejr i Ekstra Bladets skolefodboldturnering på Trefor Park i Odense.
Forud var gået en kamp, hvor de fra første minut blev sat under tryk af Dybbøl-Skolens lynhurtige angribere og kantspillere, der lagde et benhårdt pres på Skovboskolens drenge.
En helt fantastisk spillende Andreas Fischer i målet holdt imidlertid Skovboskolen inde i kampen med den ene fantom-redning efter den anden. En Schmeichel'sk dobbeltparade i det 40. minut fik hele stadion til at applaudere ham, mens der livligt blev taget notater i DBU's VIP-lounge på hovedtribunen. Navnet er Andreas Fischer, mine damer og herrer!

Den ultimative forløsning
Presset fra Dybbøl-Skolen bare fortsatte og fortsatte. Skudstatistikken nærmede sig noget, der minder om 11-2 i sønderjydernes favør, da Skovboskolen godt to minutter før tid fik hjørnespark.
Tanken om hvorvidt Skovboskolen nu måske kunne score et lettere "ufortjent" sejrsmål - hvis der da er noget, som hedder det i fodbold - nåede at snige sig ind. Og sandelig om ikke Marcus Salomonsson på flotteste vis steg til vejrs og pandede kuglen ned i bunden af målet til en forløsende føring.
Humøret steg med ét fra festligt til ekstatisk blandt de flere end 500 lillaklædte elever, forældre og skolepersonale, og den til lejligheden jakkesætklædte træner Peter Damsgaard løb jublende rundt i trænerboksen på Odense Stadion, hvor det sædvanlige hjemmehold, OB, normalt ikke har så meget at juble over.
Men det havde Alexander Bomela Dimitriewicz, Peter Damsgaards assistenttræner, som i sekundet efter det flotte mål spurtede ind på det indbydende græstæppe. Han kunne ikke holde glæden tilbage og måtte bare fejre det med sine kammerater. Det var ham og Bjæverskov-vennerne vel undt. Jublen ville da heller ingen ende tage, da dommeren kort efter fløjtede af, og triumfen var en realitet.
   Matchvinder Marcus Salomonsson lod sig
  glædeligt interviewe.
De kunne nærmest ikke tro det, men faldt hinanden om halsen, knyttede næverne, lod sig interviewe, fejre og hylde. Dér kan man tale om ungdommelig kådhed.
Peter Damsgaard hverken kunne eller ville lægge skjul på sin begejstring og benovelse over drengenes indsats. Det var trænerens første år som coach for Skovboskolens fodboldhold. Det er formentlig ikke det sidste.
- Vi havde aldrig turdet hverken tro eller håbe på dette, inden turneringen gik i gang. Men jeg er bare ufatteligt imponeret over, hvordan drengene gang på gang har stået imod det konstante pres, som vi har været under. Derudover må jeg sige, at vi ikke havde vundet i dag uden Andreas i målet, men generelt var det en unik holdindsats, sagde Peter Damsgaard, lige efter at han var blevet interviewet af TV3+' fodboldekspert, Per Frimann.
Turen gik derefter ned i omklædningsrummet, hvor fejringen for alvor kunne eskalere. Det var da også med officiel banket og fine folk i jakkesæt, at Skovboskolens triumferende drenge kunne lade sig hylde for en helt igennem imponerende indsats.

  Ekstra Bladets skolefodboldturnering er arrangeret i samarbejde med DBU. Efter finalekampen
  uddeler DBU-direktør Claus Bretton-Meyer guldmedaljer til vinderne fra Skovboskolen.


Man of the Match:
En fantastisk oplevelse


DET ER STORT: Med en pragtpræstation i målet sørgede målmand Andreas Fischer for, at Skovboskolen holdt sig inde i kampen.

»
Det er helt, helt fantastisk, og jeg synes da godt, jeg kan sige, at jeg var en væsentlig del af det

Andreas Fischer,
målmand for Skovboskolen

BJÆVERSKOV/ODENSE: For målmand og officiel "Man of the Match", Andreas Fischer, var følelsen efter dommerens slutfløjt næsten for god til at være sand.
Han kunne - ganske forståeligt - ikke holde smilene tilbage, og han var godt klar over, at han havde præsteret og oplevet noget meget stort og unikt.
Selv om Skovboskolen var under pres, fightede de videre og slog til, da det gjaldt, konstaterede den unge målmand, der normalt står for Frems U19-hold.
- Forskellen er, at vi udnyttede chancen. Det er helt, helt fantastisk, og jeg synes da godt, jeg kan sige, at jeg var en væsentlig del af det, sagde Andreas Fischer efter kampen i noget, som minder om en stor underdrivelse. Han var en kæmpe del af det. Han har været på Odense Stadion før som Brøndby-fan og vil meget gerne være der igen i morgen, når de dyre drenge i blågult igen gæster Fyns hovedstad. Men før det sker, på den bane hvor han nu har prøvet at triumfere, skulle sejren naturligvis markeres, for dét er ikke ligefrem hvert år, at man prøver at vinde Ekstra Bladets skolefodboldturnering.
   Man of the Match, målmand Andreas Fischer, kunne efter kam-
  pen lade sig hylde af både publikum, sine holdkammerater, DBU
  og de mange talentspejdere, der måtte sætte en tyk streg under
  hans navn efter den flotte præstation.
- Vi skal helt sikkert fejre det i aften, og vi skal da en tur i byen og have det sjovt, sagde den dygtige målmand, der naturligt nok tiltrak sig megen opmærksomhed efter pragtpræstationen.
Fortsætter han det gode spil, er der da ingen tvivl om, at han har får muligheder at vælge mellem senere i karrieren, lød vurderingen på tribunen - hvem ved, det kan være, at heltene fra den københavnske vestegn en dag henvender sig til den talentfulde unge målmand.


Fra: Dagbladet - Anders Fallesen - Lørdag den 2. maj 2015.           Foto: Anders Fallesen.


Sidst opdateret den 2. maj 2015