Køge Kommunes skoler
får flotte karakterer

  Skovboskolen er med helt i top blandt samtlige danske
  folkeskoler.
Køge: Flere lokale skoler er med helt i top på ny CEPOS-rangliste.

I folkeskolen lægges et vigtigt fundament for fremtidig uddannelse og læring, og i Køge Kommune ser folkeskolerne ud til at være særligt gode til den opgave.
  Tal for Undervisningsministeriet og tænketanken CEPOS har de seneste 10 år nemlig givet kommunens folkeskoler gode placeringer, når det gælder skolernes evne til at løfte elevernes karakterer ud fra den baggrund, de kommer med.
  - Folkeskolerne i hele kommunen leverer en solid indsats, der danner vores børn, og sender vores unge mennesker videre ud i livet og uddannelser. Det er ikke bare et enkelt års resultat, vi her kan glæde os over, men et samlet kommunalt skolevæsen, der år efter år giver vores børn og unge et godt fundament, siger Ali Yahya (SF), der er formand for byrådets skoleudvalg, i en pressemeddelelse.
  De seneste 10 år har eleverne på flere af Køge Kommunes skoler samlet opnået et resultat, der i Undervisningsministeriets opgørelse er opgjort som ”over forventet”. Og eleverne på Skovboskolen har endda nået det flere gange.
Men måske endnu vigtigere er der fra skoleåret 2012-2013 og frem ikke nogen af Køge Kommunes folkeskoler, der har opnået et resultat, der i opgørelsen er vurderet som ”under forventet”.
  CEPOS offentliggør hvert år en liste over grundskolernes undervisningseffekt. Her er Skovboskolen i forhold til afgangsprøverne i 2022-2023 placeret som nr. 4 af 1413 skoler. Sct. Nicolai Skole er placeret som nr. 28.
  Det er naturligvis ikke faglighed eller karakterer alene, der udgør en god skolegang. Trivsel er et væsentligt parameter, som kommunens skoler arbejder og måler på kontinuerligt, fremhæver Ali Yahya.
  - Trivsel og faglighed går hånd i hånd. Og en god skole har fokus på begge dele. Jeg er stolt over, at vi i Køge Kommune har folkeskoler, der formår både at få det allerbedste frem i de elever, som de har ansvaret for – og samtidig prioriterer trivslen og klassemiljøet, siger han.


Fra: Dagbladet - Martin Sander Rasmussen - Torsdag den 14. december 2023.       Foto: Jørgen Chr. Jørgensen


Sidst opdateret den 15. december 2023